9.3 Fra historiebogen: Ribe i tusind år
Historiken Mogens Bencard, daværende leder af den Antikvariske Samling i Ribe, skrev i 1978 en bog om Ribes historie fra ca. år 700 til nutiden. Om Ribe i industrialiseringens tidsalder skriver han følgende:
Perioden er de store forventningers og de store skuffelser tid. Den begyndende industrialisme skaber håb. England er det store foregangsland og det store marked. Nordsøhandlen tager nyt opsving, men med gammelkendte varer, okser. Ribes købmænd engagerer sig i skibsfart og prøver på at genskabe Ribe som havneby. Tilsejlingsforholdene forbedres 1858 med en gravning af den første del af kanalen, fra det store å-slyng til udløbe i Vadehavet. Utilstrækkeligheden var fra første færd åbenbar, men politisk var den sidste del af arbejdet først mode i 1918 – og da var det for sent.
Krigen 1864 og tabet af Sønderjylland blev katastrofalt. Ribes opland reduceredes til intet. Grænsen kom til at ligge 5 kilometer syd og øst for byen, og udviklingen gik i stå. 1868 placeredes Danmarks nye Nordsø-havn i Esbjerg, og jernbanen førtes direkte hertil. 1875 kobledes Ribe dog til jernbanenettet ved en stikbane fra Bramming.
Det var planlagt, at banen skulle føres igennem til grænsen. I første omgang kom den kun til Ribe, og da der ikke kunne opnås politisk tilslutning til fortsættelsen, byggede og betalte finansfyrsten Tietgen det manglende stykke.
Efter 1920 havde Ribe igen mulighed for at udvide sit opland, men i den mellemliggende periode havde de omliggende byer, Esbjerg, Bramming, Gørding, Gram Rødding og Skærbæk, erobret så meget af handelen, at oplandet af den grund blev reduceret.
Området nord for åen bliver igen bebygget, som industrikvarter. Tømmerhandler Lauritzens tømmerplads lå ved Saltgade, ligesom Apoteker V. Støckens Jernstøberi. Christian og Balthasar Giørtz’ Bomuldsfabrik udviklede sig i S. Nikolajgade. Over for Skibbroen, på mellemdammen, lå Fr. Kolvigs Cikoriefabrik. Men byen kæmpede forgæves for at få del i den økonomiske udvikling. Havneby-planerne slog fejl, og det lykkedes ikke, trods livlig pression på Rigsdagen, at få den jyske tværbane ført ned om Ribe. Da drømmene om industrialisering var blevet knust, flyttede Lauritzen til Esbjerg, Kolvig til Fanø. Giørtz afhændede sin ffabrik i slutningen af århundredet. Crome og Goldschmidt, som overtog den, overførte virksomheden til Horsens og lukkede i 1925 den betydningsfulde arbejdsplads. Jernstøberiet var eneste overlevende og voksede til Ribes store industri med forgreninger i andre byer.
Uddrag af Mogens Bencard: Ribe i tusind år, s. 57-59. Bygd 1978.
