9.0 Introduktion: Købstad i krise
Ribe er Skandinaviens ældste by og kan spores tilbage til vikingetiden. På vikingetidens handelsplads mødtes vigtige transportruter her, og udvekslede varer som kom ad søvejen med varer fra landets indre. I middelalderen blev byen administrativt centrum for både kirke og konge, og opnåede efterhånden mange af de såkaldte købstadsprivilegier.
Købstadsprivilegierne gjorde det muligt for byen at drive en stor handelsvirksomhed. Man handlede ikke blot med det umiddelbare opland, men drev en stor import- og eksportvirksomhed fra Ribes havn. Byen havde derfor stor fremgang, og var en af landets mest fremtrædende købstæder. Her boede mange købmænd og embedsmænd, og hele byen nød godt af deres velstand.
Afgørende for byens økonomi var havnen, hvor handelsvarer fra ind- og udland passerede. For at bruge havnen, skulle man sejle på åen, som var forbindelsen mellem byen og havet. I løbet af 1700-tallet sander åen dog til, og det bliver efterhånden meget vanskeligt at sejle ind til Ribe. Efterhånden må man lade skibene om i Vadehavet, og så lade små skibe sejle helt ind til byen. Denne fremgangsmåde gjorde handelen en del dyrere, og byens status begyndte at dale.
At være købstad var i det hele taget ikke så stor en fordel, som det havde været. I 1849 blev Danmark et demokrati, og under indflydelse af frihedstankerne derfra afvikledes de fleste af købstædernes privilegier i løbet af de følgende ti år.
Da kongeriget i 1864 mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, endte Ribe i et “hjørne” af det tilbageværende land. Grænsen til Tyskland lå kun fem kilometer væk. Byen havde nu kun en dårlig havn med ringe adgang til havet og kun et lille opland at handle med. Ad flere omgange forsøgte byen at redde sin handel ved at grave kanaler, som skulle gøre det muligt at sejle på åen, men forgæves. Da det i 1868 blev besluttet at bygge en havn ved Esbjerg måtte man i stedet kæmpe for at få jernbanen til byen. Det lykkedes i 1875, men kun som sidebane til banen Lunderskov-Esbjerg. Først senere blev banen forbundet til den tyske side af grænsen.
Industrialiseringen fik kun en ringe betydning i Ribe. Hvor mange andre byer så fremkomsten af store industrivirksomheder, måtte Ribe nøjes med ganske få: I Saltgade lå Jernstøberiet, som med årene kom til at eksportere mange jernvarer. I Sct. Nicolaigade lå Giørtz’ Fabrikker, som især producerede bomuldsvarer, og var bygget af den velstående Balthazar Giørtz. Mens andre byer voksede kraftigt under industrialiseringen, var Ribes indbyggertal stabilt, og byen stagnerede.
Den ringe vækst betød, at byen ikke forandrede sig ret meget under den første industrialiseringsperiode, og i 1900-tallet kunne byen derfor glæde sig over et meget velbevaret bymiljø, som stadig bringer tilflyttere og turister til byen.
