8.0 Introduktion: Stationsbyen Bramming

Før jernbanen kom, fandtes der kun en enkelt gård ved det, der senere skulle blive byen Bramming. Her lå Kikkenborg Kro ved landevejen mellem Varde og Ribe, og fra 3. oktober 1874 var her altså også en togstation.

Bramming blev efterhånden til det, der kaldes en stationsby. Denne type by er netop kendetegnet ved at vokse frem omkring jernbanestationerne, enten hvor der ikke tidligere har været en by eller et lille stykke fra den gamle landsby. Andre eksempler på stationsbyer i Sydvestjylland kunne f.eks. være Gørding og Holsted.

De første tyve år efter jernbanens åbning vokser byen kun langsomt med få nye huse hvert år. En del af de nye beboere var ansatte ved D.S.B., som skulle betjene stationen. Bramming Station var en forholdsvis travl station, da den var knudepunkt for to jernbaner: Lunderskov-Varde og Bramming-Ribe.

I løbet af 1890erne vokser byen imidlertid meget kraftigt. Der bygges mange nye huse, og byen får skole, læge, jordemoder, avis og meget andet. En af årsagerne er den borgerforening, som dannes i 1895, og som varetager mange af de opgaver, som normalt udføres af sognekommunen.

Når det var nødvendigt at grundlægge en borgerforening, skyldtes det Brammings særlige placering. Stationen og byen var placeret på grænsen mellem tre sognekommuner, som allerede havde bydannelser andre steder i sognet. For disse kommuner var det ikke indlysende, at de skulle betale for goder i en by, hvor to tredjedele lå i andre kommuner.

I 1904 ændredes sognegrænserne, så Bramming kom til at ligge i én kommune, nemlig Bramming Sognekommune. Da var byen allerede vokset til det centrale mødested for oplandet. Her kunne bonden tage til kvægmarked, hans kone handle tøj i manufakturhandlen og børnene more sig over dyrskuet inden turen gik hjem til gården igen.