7.0 Introduktion: De nye fællesskaber
Store forandringer
Mens Esbjerg havn og by voksede med stor hastighed i sidstge halvdel af 1800-tallet, skete der også store forandringer i det øvrige Danmark. Både i byerne og ude på landet begyndte folk at slutte sig sammen i nye fællesskaber for at opnå bedre livsbetingelser.
Produkudvikling
På landet oplevede bønderne faldende priser på korn, og de blev derfor nødt til at omlægge deres produktion. Heldigvis voksede efterspørgslen på animalske varer som fx smør. Hidtil havde hver gård haft sin egen smørfremstilling, men nu begyndte bønderne i fælleskab at oprette mejerier, især for at effektivisere smørproduktionen. Så var der nemlig råd til at købe den nye mælkecentrifuge, som var dampdrevet. Dampen fik man ved at fyre med kul. Nu blev kvaliteten på smørret bedre og restproduktet skummetmælk brugtes til at opfede de magre baconsvin.
Snart gik bønderne også sammen om at bygge fælles slagterier. Både smør og bacon kunne jo nu let udskibes fra Esbjerg og indtjene gode penge på det engelske marked, hvor den voksende arbejderbefolkning havde fået råd til ordentlige produkter.
Én stemme pr. andelshaver = demokrati
Bønderne ejede altså i fællesskab deres egne virksomheder gennem de andele, som de havde købt. Og de fik dermed også fortjenesten. Den forretningsform kaldes andelsbevægelsen. Andelsbevægelsen var demokratisk. Det betød bl.a., at man i andelsmejerierne "stemte efter hoveder og ikke høveder" (kreaturer). Uanset om man ejede to eller 20 køer, så havde man én stemme.
Brugsen, et fællesskab
Andelstanken bredte sig hurtigt til mange andre områder, som fx FDB (Forenede Danske Brugsforeninger), hvor man i fælesskab med mængderabat kunne indkøbe bedre og billigere varer til videresalg til medlemmerne.
Fra bonde til bisse
Langt de fleste af Esbjergs nye indbyggere kom fra landet. Ligesom i det øvrige Danmark søgte man mod byerne for at finde arbejde. Det kunne være ved havnen, ved anlæggelsen af den nye jernbane eller i den begyndende industri. Denne folkevandring fra land til by kaldes urbanisering. De mange nye mennesker kom til at udgøre en ny samfundsklasse: Arbejderklassen.
Sammen er vi stærkere
Forholdene for arbejderne var hårde. De havde lange arbejdsdage, opslidende og ofte farligt arbejde, dårlig løn og de blev tit arbejdsløse. Men arbejderne fandt ud af at slutte sig sammen i fagforeninger. På den måde kunne de stå stærkere i deres krav til arbejdsgiverne. I Esbjerg gik det dog i begyndelsen kun langsomt med at få arbejderne til at slutte op om de røde faner. Arbejderne var nemlig en meget broget gruppe, som kom fra mange forskellige steder, og en stor del brød sig ikke om de "socialistiske" tanker om fællesskab.
Medlem af en fagforening = arbejdsløs
Mange arbejdsgivere brød sig bestemt heller ikke om fagforeningerne. Nogle af de store arbejdspladser nægtede at ansætte folk, som var medlemmer af en fagforening, så "bisserne" havde valget mellem at indordne sig på arbejdsgiverens betingelser eller være arbejdsløse. Både skibsreder Lauritzen og DFDS var svære at lave aftaler med.
Arbejdernes "våben" var strejke, arbejdsgivernes lockout.
Esbjerg, Ribe og Bramming
Efter mange kampe i de første år lykkedes det fagbevægelsen sammen med det nye parti Socialdemokratiet at gøre Esbjerg kendt som "den røde by ved Vesterhavet". Ribe forblev derimod en mere borgerlig by, mens Bramming var præget af venstrebønder.
