5.3 Fra historiebogen: Esbjerg - et nybyggersamfund

Kilde:

Vestjyllands garnle rolle som råvareleverandør til et mere industrialiseret udland kom under dobbeltild efter 1880. Kornpriserne faldt på verdensmarkedet, priserne på godt smør steg i England, og både Tyskland og England begyndte samtidig at indføre hindringer for importen af levende dyr.

Svaret var andelsbevægelsens industrialisering af smørproduktionen. Men denne ville ikke have været mulig i Jylland uden banerne og Esbjerg Havn. Esbjerg blev nu hjemsted for en række både danske og engelske smøreksportfirmaer, der efterhånden også byggede deres egne smørpakkerier i Esbjerg.

Det blev muligt med køleskibe at eksportere fersk kød og æg, og Esbjerg blev derfor yderligere hjemstedet for et andelssvineslagteri i 1888. Esbjeg var for alvor ved at blive et led i den europæiske handel. 

Som importhavn måtte Esbjerg også "opdages". Ditlev Lauritzen begyndte i 1882 at indføre kul, træ og kunstgødning. Det blev en formidabel succes - tidligere skulle den slags varer skaffes via østkystbyerne eller Hamborg.

Lauritzens import og rederi skød senere knopper i form at nogle af de største virksomheder i byen: I 1890'erne korn- og foderstofforretning, kulimport, tømmerhandel, gødningskompagni og forretning for bygningsartikler - og efter 1900: Klædefabrik, tovværksfabrik, oliemølle og hermetikfabrik. Alle organiseret som selvstændige virksomheder, men kontrolleret af Lauritzens kapital - byens eneste af betydning.

Uddrag fra Esbjerg - et nybyggersamfund 1868-1914, side 8.