5.2 Erindring: Konsul Ditlev Lauritzen

5.2 Erindring: Konsul Ditlev Lauritzen

Kilde:

 

En ung mand kører rundt i hestevogn for at sælge kul 

Det var vistnok 1885 jeg begyndte at køre op langs Vestkysten for at sælge kul. Når vi i slutningen af januar var færdig med at gøre status, drog jeg ud på togt. At rejse med jernbanen lod sig ikke gøre, da mejerier og teglværker lå milevidt fra stationen. Jeg kørte i wienervogn og havde en solid kusk. Far havde på et dyrskue i Ribe købt et fint sæt seletøj, så vi var nogenlunde standsmæssigt udstyret.

 

Vi begyndte fra Ribe og travlede Vestkysten igennem helt op til Lemvig. Vi tog altid ud fra morgenstunden. Når vi så havde kørt en times tid eller mere, tog vi gerne ind på en kro og fik os en kaffepunch for at få lidt varme i kroppen. Og så afsted igen.

 

Hvor der er en dampskorsten, er der brug for kul 

Fik vi kik på en dampskorsten, kørte vi efter den. For der, hvor der var en dampskorsten, var der jo også brug for kul. Og dem kunne jeg jo lige så godt levere som nogen anden. Når så jeg kom ind til mejeribestyrerne for at handle, og de hørte, jeg var fra Esbjerg, så hed det gerne: "Jamen, de duer jo ikke, de Esbjerg-kul!" Se, det havde mine konkurrenter bildt dem ind. Og der gik stedse lang tid til spilde med at forklare dem, at kullene var akkurat de samme, enten de kom fra Esbjerg eller Aarhus. - Men jeg kunne levere dem billigere, fordi der var kortere vej og mindre fragt fra Esbjerg.

 

Nåede jeg først så vidt, at jeg havde gjort bestyreren indlysende, at mine kul var akkurat lige så gode som de andres og endda kunne leveres billigere, så kunne vi begynde at tænke på forhandling med mejeriformand og bestyrelsen. Vi kørte så hen til formanden. Og tit måtte vi have hele bestyrelsen samlet for at få en afgørelse. Det tog tid at få handlet. Og jeg fik godt lært at snakke med vestjydske bønder.

 

Mine kul er lige så gode som de andres 

Et sted havde vi fået hele bestyrelsen samlet. Og jeg hængte i, det bedste jeg kunne, for at gøre mændene begribelige, at mine kul var mindst lige så gode som de andres - og endda billigere! Niels, min kusk, var uden for, og han var akkurat lige så spændt på resultatet som jeg selv. Et af bestyrelsesmedlemmerne må ud et ærinde, og Niels siger til ham: "Nå, får I handlet, eller hvordan?". "Handlet!" siger manden og sætter en ordentlig trumf på. - "Gu får vi handlet. Han er jo en ren satan til at snakke for sig, den grosserer!"

 

Kul, nej, dem får vi fra Aarhus

Engang kommer vi kørende på landevejen mellem Varde og Nr. Nebel. Så får vi kik på en ny skorsten. Det var Lunde Mejeri, som da lige var bygget. Og vi tager retning efter det nye mejeri og spørger efter formanden. Det var lærer Hansen Pedersen. Jeg kommer så hen til skolen. Det er frikvarter. Og læreren står ude og ser på børnene. "Må jeg have lov at ulejlige Dem et øjeblik?" spørger jeg. "Ja, værsgo, følg med ind". - Og vi går foran ind i skolestuen og alle børnene i en nysgerrig hale bagefter.

 

"På plads!" kommanderer læreren og smækker en lineal i pulten. Og børnene er i et nu på plads og sidder der måbende og strækker hals. Hansen Pedersen sætter sig oppe på katederet, og jeg står nedenfor og er halvt benovet. På den måde har jeg ikke før prøvet at handle om kul. Nå, jeg fortæller, hvem jeg er, og at jeg gerne vil sælge kul til mejeriet. "Kul. Nej, dem får vi fra Aarhus."

 

Eleverne regner ud, at kul fra Esbjerg er billigst

"Hør, sig mig engang, har De ikke et Danmarkskort?" spørger jeg. "Jo, det hænger der", peger han: "Vil De så ikke lige lade een af børnene måle ud, hvor meget omtrent der er længere fra Aarhus til Lunde end fra Esbjerg til Lunde. Og så gir jeg 1 kr. til den af børnene, der først kan regne ud, hvor meget dyrere fragten bliver på 10 td. kul fra Aarhus end fra Esbjerg". Jeg opgir så nogle tal til børnene. Og så skal jeg love for, der blev kappestrid, for regne kunne de til gavns i den skole. - Kronen måtte deles, for der var flere, der holdt på at være den første.

 

"Nå", spørger jeg læreren. "Hvad mener De om det regnestykke?" "Ja", siger Hansen Pedersen, "hvis det facit holder stik, og kullene fra Esbjerg er lige så gode som dem fra Aarhus, så kan jeg også regne næste led i regnestykket." Da jeg gik ud af skolen, havde jeg den underskrevne kontrakt i lommen. Og børnene gav mig et ordentligt hurra med på vejen. Og siden den dag var lærer Hansen Pedersen på Lunde Mejeris vegne min faste kunde.

 

Se, det er et særkende hos vestjyderne, at lige så afvisende og mistroiske, de kan være over for fremmede, de ikke kender, lige så trofaste bliver de, når ført man har vundet deres tillid.

 

Uddrag fra Salomon Frifelt: Konsulen. 1939. s. 103-106. Stavemåde er moderniseret.

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookies til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.
Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.

Acceptér ikke cookies Acceptér kun funktionalitetscookies Acceptér alle cookies