5.0 Introduktion: Landbrug og industrialisering

Der var ingen maskiner

Indtil midt i 1800-tallet havde Danmark været et traditionelt landbrugsland, hvor langt de fleste menneskers arbejde bestod i at dyrke jorden og passe dyrene. Indtil da havde landmænd og håndværkere kun få og simple hjælpemidler, ting blev fremstillet enkeltvis og næsten alt arbejde foregik ved håndkraft. Men fra slutningen af 1800-tallet skete der enorme forandringer for store dele af befolkningen.

For så kom dampmaskinen

I England havde James Watt allerede i 1700-tallet opfundet dampmaskinen. Denne kulfyrede maskine kunne drive andre maskiner, og det blev starten på den omvæltende udvikling af samfundet, som kaldes industrialiseringen. Med de nye dampdrevne maskiner kunne mange varer pludselig masseproduceres – hurtigt og billigt.

Hvis vi går sammen, kan vi købe dampmaskiner

I landbruget var man presset af faldende kornpriser. De danske bønder omlagde derfor deres produktion til animalske varer. Og det var der gode penge i, for især i England var der efterspørgsel på smør, æg og bacon. Til at forarbejde landbrugsvarerne opstod mejerier og slagterier – ofte ejet af landmændene selv på andelsbasis og altid med kulfyrede dampmaskiner til masseproduktionen.

Bondeknolden bliver fabriksarbejder

Og pludselig kunne landmændene købe landbrugsmaskiner, som lettede arbejdet i stald og på mark. Det betød, at der ikke længere var brug for nær så mange karle og piger i landbruget, så mange af disse mennesker måtte flytte til byerne for at finde arbejde i den begyndende industri. Denne vandring fra land til by kaldes urbaniseringen. Mange tusinde mennesker valgte endda at prøve lykken i et helt nyt land, de udvandrede – ofte til Amerika.

Dampskibe og damplokomotiver

Varetransport til havs ændrede sig fra sejlskibe til dampskibe. Til lands blev hestevognen udskiftet med damplokomotivet, så snart der altså var bygget jernbaner. Danmark blev bundet sammen og verden åbnede sig.

Teglværker og Klatterup

Midt i alle disse forandringer opstod Esbjerg. Allerede inden havnens anlæggelse blev besluttet i 1868, var der kommet gang i byens første produktion. Det første af en lang række teglværker blev nemlig oprettet i 1850. I området ved det, som vi i dag kender som Lergravsparken tæt på Rørkjær Skole, var der masser af ler, som var velegnet til fx mursten. Og her slog teglværksarbejderne sig ned nær på deres arbejdsplads, og bydelen, der i folkemunde blev kaldt Klatterup, opstod.

Fabrikker bør ligge i øst pga. vestenvinden

Planlagt var det nok ikke, men efterhånden blev området øst for jernbanen udpeget til at være Esbjergs industriområde. I ”Vestjyllands Social-Demokrat” kunne man den 5. juli 1898 læse: ”Fabrikkerne burde helst anlægges i den østlige del af byen, da vi som bekendt den meste tid har vinden i vestlig retning. Vi kunne dermed mindske ulemper og stank fra fabrikkerne”. Hvad folk, som allerede boede i området, mente om det, melder historien ingenting om. Men virksomhederne myldrede til og fx Tobaksfabrikken, Esbjerg Aktiesvineslagteri og byens gasværk fik hjemme i Østbyen

Havnevirksomheder

Mens havnebyggeriet voksede og voksede, opstod den første industri med direkte tilknytning til havnen. Smedemester Frants Møller havde allerede i 1868/69 bygget sit smedeværksted i nuværende Smedegade og dette voksede sig med de nymodens fremskridt til en stor virksomhed ”Esbjerg Jernstøberi & Maskinfabrik, Jensen og Olsen”.

I 1871 grundlagde Th. Dahl et skibsværft i den nye Dokhavn, og det blev hurtigt udvidet, ikke mindst da fiskeriet for alvor tog fart og der skulle bruges kuttere.

Rederiet J. Lauritzen

Fra Ribe kom den unge mand Ditlev Lauritzen med masser af ideer, gåpåmod og en særdeles veludviklet næse for at gøre gode forretninger. Han begyndte sin tømmerimport i 1884, men indså hurtigt, at kulimport til de mange nye dampmaskiner kunne være vældig lukrativt. Og allerede i 1898 ejede hans rederi J. Lauritzen 9 dampskibe og havde en aktiekapital på 1 million kr.
Korn- og foderstofforretning, kunstgødning, tovværksfabrik, oliemølle og hermetik - listen over Lauritzens forretnings-initiativer er lang.

Transport med jernbane

Når Lauritzen måtte flytte sin forretning fra Ribe, skyldtes det de bedre transportforhold ved Esbjerg. Der var enkelte fabrikker i Ribe, bl.a. Ribe Jernstøberi og bomuldsfabrikken, men Ribe blev aldrig nogen stor industriby.

Stationsbyer som Bramming blev efterhånden vigtige støttepunkter for transporten mellem land og by. Fødevareproduktionen fra landet blev transporteret med jernbanen til eksport og til forarbejdning i Esbjerg. Den stigende produktion af fødevarer betød også, at de mange arbejdere på byens fabrikker kunne brødfødes.