Sangen "De unges by" er skrevet ved nytår 1891-92. Den kan synges på melodien "Den lille Ole med paraplyen".

 

Kilde:

 

Postmand Sørensen

Som postmand gled min tilværelse ind i ensformige gænger. Jeg skulle møde paa Posthuset kl. 6. Middagsmaden fik jeg til ubestemte tider - nogen bestemt spisetid gaves ikke. Et lille stykke hen på eftermiddagen havde jeg 2-3 timers ophold, og måtte så kl. 5 afsted igen, for at fortsætte til kl. 8 til 9 om aftenen. Det var en arbejdsdag på 12 til 13 timer, og for dette arbejde havde jeg i månedsløn 36 kr. Men det gik - det var i de unge dage dengang. En sang fra den tid fortæller om byen.

 

                    En By der fjernt i ”det danske Vesten”

                    saa lunt bag Fanø kan le af Blæsten

                    med rørte Vande i isfri Havn - ?

                    Hvert Barn i Landet nu ved dets Navn.

 

                    Der bygges Huse til alle Sider,

                    energisk Folk der for Brødet slider.

                    Ja Esbjerg bli'r nok en Gang berømt,

                    men endnu er den jo lidt forsømt.

 

                    Spørg kun en Gang hos en Københavner,

                    saa faar du høre, hvad Esbjerg savner.

                    Han skeptisk ler ad det hele Stel:

                    ”Aa pyt! den Havn ! og saa det Hotel!”

 

                    ”Og sikken Gader! Ja Gud bevares!

                    de kan af Jyder og Fæ befares”

                    men Hovedstadens den ”fine Sans”

                    den skal nok vogte sin Fløjelsvams”.

 

                    Den Esbjerg Storhed som bli'r forfægtet

                    de flotte Gader - ? Ja – i Prospektet,

                    saa brede lige som i Paris,

                    men øde ak! som i – Frederits!”

 

                    Lad ham kun snakke, den Københavner,

                    han ved dog ej, hvad der Esbjerg gavner.

                    Nej giv kun tid, vi skal nok en Gang

                    faa Byen frem – ja i første Rang.

 

                    Selv om der bygges en Havn i Skagen,

                    saa gjør det ikke en Døjt til Sagen.

                    Naar andre Havne gaar til med Is,

                    da hævder Esbjerg sin gamle Pris.

 

                    Lad Appetiten ”de fine” tabe,

                    fordi vi end maa vore Gader skrabe.

                    Vi haaber snart, at den Dag er talt,

                    da vi faar Stenbro – maaske Asfalt.

 

                    De mange Smaasøer rundt paa vor Gade,

                    de skæmme maa selv en flot Facade.

                    Og Rendesten - ? Ve og ak!

                    de burde styrtes i en Kloak.

 

                    Ja findes Esbjerg endnu lidt ”lurvet”

                    saa vent kun bare, ti hist paa Torvet

                    opvokser smukt af det magre Grus

                    vort nye Raad, Dom og Ordenshus.

 

                    Vist endnu mangler vi ”Kødkontrollen”

                    vi hjælpe maa os med ”Kødherolden”.

                    Vi maa os trøste: ”Det Kød er sundt

                    naar ”Bæstet blot kan gaa Byen rundt”.

 

                    Brandvæsen har vi i bedste Orden

                    det holder Vagt, naar der høres Torden.

                    Men gi'r det Ild, saa – mintro perfekt,

                    de møder Alle med stor Respekt.

 

                    Saa vidt jeg ved har vi og to Sprøjter,

                    de møder straks naar ”Majoren” fløjter.

                    Og i kan tro at de sprøjte kan,

                    dog – ak! Den ene gi'r intet Vand.

 

                    Og skulde, hvad der jo nok kan hænde,

                    til samme Tid det hos tvende brænde,

                    da ak og ve! for den stakkels Mand,

                    som da faar Sprøjte, men – intet Vand.

 

                    End Esbjerg slider og Esbjerg bygger,

                    men endnu ikke den By sig smykker.

                    Men vent i bare saa skal i se,

                    hvad snart i Retning af fint vil ske.

 

                    Først kommer Raadhuset og dernæst er

                    der sikkert Udsigt til en Borgmester.

                    Saa faar vist Afsked vor ”Kødherold”

                    da faar vi sikkert en ”Kødkontrol”.

 

                    Vist med et Slag da – det skulde man mene

                    forsvinder alle smaa Rendestene,

                    og alle ”Indsøer” bli'r tørret ud.

                    Da aksler Esbjerg sit ”fine Skrud”.

 

                    Saa skal vi se Københavns Grosserer

                    Fabrikker her de snart etablerer.

                    Naar først de her ser sit eget Gavn.

                    - Se saa faar Esbjerg et – Verdensnavn.

 

                    Den lille By fjernt i ”Danmarks Vesten”

                    der lunt bag Fanø kan le af Blæsten.

                    Den skal nok vokse til den en Gang

                    blandt Byer nævnes i første Rang.              

 

 

En Esbjerg-sang fra nytåret 1891-92 indgår i postbud øren Sørensens erindringer. Esbjerg Byhistoriske Arkiv, A3266.