4.3 Fra historiebogen: Jordhytten

Tandtekniker og lokalhistoriker Hans Erlandsen beskriver den første bosætning ved Esbjerg i et tidligt, lokalhistorisk skrift, som udkom i 1930.

 

Kilde:

 

Esbjergs pionerer boede i jordhytter

Enhver, der får denne lille Bog mellem Hænderne, har utvivlsomt i Forvejen læst i hvert Fald lidt om Esbjergs første Hytteboere, hvormed menes de Esbjerg-Pionerer, der gravede deres Boliger ind i Bavnehøj. Disse Jordhytter smager ikke blot af Romantik; men i det unge Esbjergs Øren kan Fortællingerne om disse Hytter forekomme som rene Sagn! Hvorfor da ikke søge at få bedst Besked ved at henvende sig til én af de gamle Hytteboere, hvoraf der endnu lever enkelte i vor By. Og vi foretrækker at søge Oplysninger hos én af dem, der beboede den første Jordhytte, der blev udgravet i den kommende By's Jorder, nemlig nede i det nuværende Bavnehøj.

 

”Dette hersens Amerika, der skulde til at begynde på Jyllands Vestkyst”, 

Det drejer sig om ingen anden end Fru Wiese, som vel hele Byen kender. Hun kom til Esbjerg i 1869, kun 6 År gl. Men først må forudskikkes nogle få Ord om Fru Wieses Familieforhold. Anne Johanne Marie Wiese er døbt med Efternavn Hansen. Hendes Fader døde imidlertid, og Moderen, der var født i Kiel, giftede sig med Stenhugger Witt, der også var Tysker af Fødsel (han var barnefødt i Pløhn,) lærte sin Hustru at kende i Bække ved Brørup, hvor Witt var Stenhugger. De blev viet og flyttede senere til Skanderborg. En anden Stenhugger i Skanderborg hed Schnack, og både Witt og Schnack hørte snart om ”dette hersens Amerika, der skulde til at begynde på Jyllands Vestkyst”, og begge rejste de hertil som nogle af Havneanlæggets absolut første Arbejdere.

 

Det øde Esbjerg

Fru Wiese kan endnu erindre Rejsen hertil. Den foregik på den sidste Strækning pr. Dagvogn, i hvilken Familiemedlemmerne sad stablet op mellem Møblerne. At der var øde i Esbjerg på dette Tidspunkt, er velkendt. Der lå kun et Par Huse i Smedegade og et andet Par i Havnegade. Oasen var at finde hos Morten Spangsberg i Strandby Kro. Her blev der taget vel mod de to Nybyggerfamilier, for Witts Vedkommende indtil han havde lejet et enkelt lille Kammer hos en Landmand Thygesen i Kvaglund.

 

Rugbrødene kom helt fra Kolding

Det var et godt Stykke Vej at gå for denne Esbjergs nye Arbejder fra Kvaglund og til Havnepladsen. Brød kunde i øvrigt kun købes i eet af de stadig tilstedeværende Småhuse i Smedegade, og Brødene kom forresten hertil helt fra Kolding! Foruden Rugbrød forhandledes Franskbrød med Rosiner i; men det var den rene Luksus – dengang.

 

Husvildebolig i Exnersgade 

Vejen fra Kvaglund til Havnepladsen fandtes selvfølgelig hurtigt for lang, og Schnack og Witt begyndte at tale om, at en Jordhytte vel kunde være god at bo i, specielt når man ikke besad Midlerne til noget større. - Noget forinden var Familien Witt dog flyttet og boede sammen med flere andre Arbejdere i en meget gammel og noget forfalden Gaard, der var beliggende i Exnersgade, hvor Gæstgiver Sand senere havde Gæstgiveri. Der boede kun husvilde Folk; men alt var ikke lutter Idyl. Fru Wiese erindrer f.Eks. en Nat, hvor Stormfloden nåede det gamle Hus og stod alenhøjt[i] i Stuen.

 

Esbjergs første jordhytte 

Men Witt og Schnack havde altså Planer, og længe varede det ikke, førend de gik i Gang med at opføre Esbjergs første Jordhytte. Den blev som nævnt indrettet på Bavnehøj, sydvest for Østre Havnevej, og Stedet, hvor Hytten lå, var oven for det gamle Alderdomshjem (nuv. Frugtauktion), omtrent ude ved Skrænten. Jordhytten vendte ind mod Land i Modsætning til den Hytte, som Peter Holm kort Tid efter byggede tæt ved. Holms Hytte vendte nemlig Front mod den stride Vestenvind.

 

Witt og Schnack udgravede et særlig højt Punkt på Banken, der den Gang gik længere ud mod Havet, og Hyttens Tag lå bag på Højen ned til Jorden. Døre og Vinduer blev forarbejdet af råt Tømmer, og både Gulv og Vægge udgravedes af Jorden. Senere hen, da der kom mere Velstand til huse, sejlede Witt til Fanø og købte Brædder (til Væggene) samt Aviser og Papir, som brugtes til at tapetsere Vægbrædderne med.

 

To familier i den trange jordhytte

Hytten rummede altså to Familier, der hver havde en Stue og et mindre Kammer. Desuden havde Witt et Udhus til en Gris og nogle Høns. Kammeret benyttede Witts 3 Børn til Soveværelse; men udover en Seng til Børnene kunde der ikke placeres meget i Kammeret. At de 3 Søskende sov i samme Seng behøver vi næppe at tilføje, men dette havde engang en særlig Følge: Den lille Anne Marie havde ikke været helt artig. I hvert Fald havde Moderen garanteret hende en Endefuld (reverenter talt[ii]), når hun kom i Seng. - Den Aften var Anne Marie særlig opmærksom over for sin ældre Broder og spurgte, om de ikke, sådan for Sjov, skulde bytte Plads, så han kom til at ligge yderst. Og dette gik han ind på. - Første Del af den snedige Plan lykkedes fuldt ud, men desværre havde Stykket to Afdelinger, og den sidste gik i en god Mening ud over Anne Marie, den Skarns Pige[iii]!

 

Møblementet tilføjes et kasseur 

Den noget større Stue havde følgende Møblement: Forældrenes Senge, en stor Dragkiste, Bord og Stole, et gammelt Chatol, et hjemmegjort Kakkelovnskomfur, nogle få Billeder og senere hen et gammeldags Kasseur. Anskaffelse af nævnte Ur var en stor Begivenhed. Fru Wiese siger endog, at det var en hel Højtid, da det Ur skulde købes. At det virkelig var noget ud over det almindelige, viser den Omstændighed, at Witt afhentede Uret – i en af Mors Duge!

 

Kakkelovnskomfuret bestod af to murede Vægge, hvorover der var lagt en Jernplade med Huller. Det virkede fortræffeligt efter sin Hensigt, og – som Fru Wiese udtrykker sig – når så Kaffekedlen var pudset blank, og der var strøet Sand på Gulvet, syntes jeg, der var så vældig fint deroppe.

 

Gardiner af en gammel kaffesæk

Noget så overdådigt som Gardiner stod der ikke anført på Witts Penge. Den ”Drøm” blev først til Virkelighed, da den solbrunede Anne Marie af Købmand Hansen i Havnegade (han var kommet ude fra Roborg) fik sig tiltusket en Kaffesæk. Den blev sømmet op, broderet på med rødt og sluttelig slået Hulsøm i, hvorefter den udgjorde den nydeligste Kappe[iv].

 

Vand hentes i vandhul og i engen 

Vandspørgsmålet var – om man så må sige – brændende, navnlig i den første Tid. I de allerførste Dage forsynede man sig i et Vandhul ved Stranden; men så blev der stærkt Højvande, og så var den Herlighed kaput. Efter den Tid hentedes Vand i Engene ved Teglværket. Også efter Mælk måtte der løbes et Stykke Vej, nemlig til Rørkjær. Anne Marie var dengang en af de største Piger i Nybyggerkolonien, så hun fik ofte Lov at skridte ud, når man stod og manglede et eller andet. F.eks. hentede hun Korn til både Witts og andre Folks Grise, og det skulde man helt til Jerne efter. En Tur til Møllen i Jerne belønnedes med 4 Skilling[v].

 

Kødløse måltider

Der hørte en Gris med til hver Husstand dengang. Den blev slagtet til Jul og skulde gerne strække til indtil næste Juleslagtning. Man mæskede sig altså ikke i ”jenne Sul”. Oftest stod Diner'en på Kartofler eller Kålrabi, der i Mangel af Sauce blev dyppet i Salt.

 

Kun to mellemmadder pr. dag

Arbejdsløshed var heller ikke dengang noget ganske ukendt. F.eks. hindredes Arbejdet i Perioder af Frost og Sne. Da var det ofte skralt med Føden i Hytterne og de små Hjem. Fru Wiese kan endnu huske dette Udtryk fra Sådanne Tider: ”Her er dine to Mellemmad'er! Vil du ha' en nu og den anden med i Skole, eller vil du ha' dem begge to på én Gang?”

 

Når der er gilde, får man både flæsk, sylte og en bitte kage

Jo – trange Tider har bestået alle Dage. Dermed være ikke sagt, at Livet blandt Pionererne ikke havde sine lyse Sider. Tværtimod! Tag Eksempler fra Højtiderne, eller når der skulde være Gilde. Som Prikken over i'et fik Møblerne i Witts Hjem ved sådanne Lejligheder en Omgang med Petroleumskluden. Og som Fru Wiese selv fortæller: Vi Pionerer havde jo vore egne Gilder ved Juletid, til Barnedåb o.s.v. Spisekortet omfattede altid disse Hovedingredienser: Flæsk og Sylte med Rødbeder, en bitte hjemmebagt Julekage – og så en Kaffepunch[vi] for Resten. Det var for øvrigt i de Tider, da man måtte have de store Lygter tændt, når Gæsterne skulde følges hjem.

 

Primitiv lampe til hverdagsbrug 

Mens vi er ved Lygter, kan det i Forbigående nævnes, at Witt nok havde en fin Messinglampe; men den blev kun benyttet ved Højtiderne. Til Hverdag måtte en noget mere primitiv Lampe holde for, nemlig en Medicinflaske med et Blikrør i, hvorigennem var trukket Bomuldsgarn som Væge.

 

Fastelavnsboller ’bagt’ på stegepande

Til Fastelavn hørte selvfølgelig Fastelavnsboller, og dem forstod Fru Witt at bage. Ganske vist disponerede hun ikke over nogen Bageovn; men hendes Fremgangsmåde var den, at Dejgen blev lagt på en Pande anbragt i Gløder. Overpå, som Låg, blev lagt en anden Pande, og på denne igen anbragt Tørvegløder. Disse Fastelavnsboller var den rene Delikatesse.

 

Vintertid

Hvor kunde Vintermånederne dog være barske, og dobbelt barske virkede de omkring Jordhytterne. Ingen Træer, intet Ly, altid og uhindret strøg Vinden og Vinterkulden sig hen om Højen. Da var det rart at holde sig indenfor i Hytten, hvor der var lunt og godt at være. Og hvad fik man nu de lange Vinteraftener til at gå med? Fru Wiese smiler ved Spørgsmålet. Der var nemlig ikke mange ledige Stunder at give bort af.

 

Højtlæsning

Den lille Anne Marie kartede[vii] og strikkede, mens Moderen spandt. Sådan gik det hver Aften til Kl 9. Først da skulde den lille Esbjergpige til at se på sine Lektier. I øvrigt talte Witt og hans Kone altid Plattysk til hinanden. Også Børnene blev tiltalt på Tysk; men de svarede altid på Dansk. Ved Højtiderne tog fru Witt Dr. Martin Luthers Prædikener frem og læste i dem. For Børnene står dette den Dag i Dag som noget af det mest højtidelige og noget af det dejligste. Så kunde det også om Aftenen hænde, at Fru Witt læste højt af et gammelt Blad eller af Bogen ”Robinson Krusoe”. Dagblade var der ikke noget, der hed. Fik et af Familiemedlemmerne fat i et sådant, blev det læst op fra Ende til anden af Fru Witt, så alle kunde få Gavn eller Glæde af det.

 

Ud af skolen som 12-årig 

Sin første Skoleundervisning fik Fru Wiese hos en Fru Beck, der boede neden for Jordhytterne. Undervisningen her kostede 3 Mark om Måneden. Senere hen holdt Lærer Langvad jo Skole i Havnegade, og så blev Anne Marie sendt herhen. Da hun var 12 År gammel blev Fru Wiese i øvrigt sendt ud for at tjene i Novrup i Månederne Maj-November. Lønnen for den Tid var i alt 12 Kr.

 

Nabohjælp 

Fru Wiese kan også fortælle flere Træk om, hvor hjælpsomme Folk dengang var over for hinanden. Man støttede hinanden med både Penge og Raad, når det kneb, og når der kom Sygdom til huse, kunde man være sikker på, at Naboerne stillede med Sødsuppe o.s.v.

 

16 år i jordhytten 

Som nævnt var Witts og Schnacks Jordhytte den første af sin Art i Esbjerg. Senere indrettedes nogle få Hytter neden for det nuværende Vandtårn. Witt blev boende i sin Hytte i 15-16 År. Til sidst blev den noget forfalden, og da Witt døde, flyttede Fru Witt over i den såkaldte Gendarmkaserne, hvilken Bygning strakte sig fra Jernebanelinien op til Østergade. Kasernen bestod af en lang Staldbygning, i hvis nordre Ende der var Beboelseslejlighed på 1. Sal og Privatskole i Stuen.

 

Fulde kvindfolk i slagsmål

På Bavnehøj, tæt ved Frugtauktionens Bygninger, lå på den Tid et lille Træskur, der først tjente som Redskabshus, tilhørende Havnen. Det blev senere beboet og til sidst købt af en tilrejsende Johan Gewalt og hans Kone, som i øvrigt ikke havde kunnet begå sig andre Steder. I dette lille Hus stod mangt et Spiritusorgie, hvor Personerne var Konen, Karen Gewalt, og den noksom berygtede Spåkone, Madam Beese, der i øvrigt var fra Hjertingegnen. Det var ret ubeskriveligt, hvad disse to Kvindfolk kunde konsumere[viii]. En Dag under sådan et Drikkegilde røg de imidlertid inderligt i totterne af hinanden, og Højdepunktet nåedes, da Madam Beese greb en Økse og løb efter Karen Gewalt for at slå hende ihjel. Den vilde Jagt gik ud over Bankerne, men ”Politi” Fahrner kom dog til sidst, og Damerne blev pr. Vogn – og i Triumf – kørt til Sprøjtehuset.

 

Fru Wieses mand

Fru Wieses Mand er også meget gammel Esbjergenser. Hans Fader, Claus Wiese, kom til Esbjerg omtrent samtidig med Witt. Han kom fra Vejle og var Kusk hos Entreprenør Hoffmann. Wiese har sejlet med begge de forliste Dampere ”Merkur” og har siden i mange År arbejdet for D.F.D.S.

 

Witt var den første, der blev begravet på Esbjergs nuværende gamle Kirkegaard. 

Til Slut et Par Ord om Witt. Han var meget anerkendt som Brolægger, og skulde en Brolægning være rigtig fin, skulde Witt altid til det. Han har da også lagt en stor Del af den bedste Brolægning i det gamle Esbjerg.

 

Da han døde, var det Meningen, at han skulde begraves på Jerne Kirkegaard, da Esbjerg endnu ikke havde fået sin. Imidlertid stod dette sidste for, og da Morten Spangsberg, Skibsbygger Dahl og Fabrikant Poulsen mente, at Witt, som en af Byens ældste, burde hvile på Byens egen Kirkegaard, fremskyndedes Indvielsen af Esbjerg Kirkegaard og fandt Sted samme Dag, Witt blev begravet mellem Lyngtørvene. Witt var således den første, der blev begravet på Esbjergs nuværende gamle Kirkegaard.

 


[i] Alenhøjt: en alen = 62,8 cm

[ii] Reverenter talt: sagt lige ud

[iii] Skarns Pige: frække pige

[iv] Kappe: langt, smalt gardin foroven i vinduet

[v] Skilling: mønt uden større værdi

[vi] Kaffepunch: kaffe med snaps og sukker

[vii] Karte: rense uld inden spindes til garn

[viii] Konsumere: indtage

 

 

H. Erlandsen: Den første Jordhytte i Esbjerg og dens Beboere s. 7-15 i: Esbjerg. Historie og Historier II. Udgivet af Lokalhistorisk udvalg 1930.

 

 

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookies til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.
Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.

Acceptér ikke cookies Acceptér kun funktionalitetscookies Acceptér alle cookies