4.2 Erindring: Fru Olsen fortæller

Enken Sophie Johanne Olsen fortæller i juni 1893 om, hvordan hun som ung kone kom til Esbjerg i 1868. Hendes mand var ølbrygger, tømrer og entreprenør ved anlægget af Esbjerg Havn Niels Peter Olsen. De byggede hus i Havnegade 63, som du kan læse mere om under punkt 4.8.

Kilde:

Fru Olsen aner intet om en by ved navn Esbjerg

Den første, der talte til mig om Esbjerg, var Smedemester Frantz Møller. Han kom ind og hilste på mig, mens vi boede på Petersholm ved Vejle.

”Jeg er på vej til Esbjerg,” fortalte han.

”Esbjerg? - hvor er det,” spurgte jeg.

”Det er ude ved Vesterhavet mellem Ribe og Varde, der skal anlægges en havn. Nu rejser jeg med min kone til Kolding og derfra til Esbjerg; mit værktøj er kørt ind over land dertil”. Han kom nemlig fra Skanderborg.

Fru Olsen bearbejder sin mand

Min mand var i København i de dage. Da han kom hjem derfra, havde han en bog med om Esbjerg, indeholdende en fortegnelse over alle de materialer, der skulle bruges til havnen. Gennem denne bog og gennem det, jeg fortalte om Frantz Møllers besøg, fik min mand lyst til at se stedet, og den 15. september 1868 rejste han dertil og købte den første strimmel jord her langs med Havnegade. Det vil sige: Gade var der naturligvis ikke noget af dengang, der var ikke engang vej, men bare tre plovfurer, som betegnede grænsen for det af Staten eksproprierede havneareal.

Den 16. september kom min mand hjem og sagde: ”Ja, nu har jeg købt et stykke jord i Esbjerg, men om vi vil flytte derud ved jeg endnu ikke, thi der er gruelig øde. Der er Strandby Kro og nogle gårde og huse, det er det hele. Og så er der nogle hvide pæle slået ned i vandet for at betegne, hvor havnen skal være, ellers er det bare hede.”

”Thi blive boende i Esbjerg var der ingen af os, der syntes om”

I december flyttede vi. Jeg og mine tre børn kom hertil den 16. december 1868 og kom foreløbig til at bo i Strandby hos Niels Sørensen. Imellem jul og nytår begyndte vi at samle materialer og begyndte at bygge. Først tænkte vi på at bygge af brædder og i det hele ganske interimistisk; thi blive boende her var der ingen af os, der syntes om.

Huset blev rejst Palmesøndag 1869, og den 15. april flyttede vi ind. Havnearbejdet var da påbegyndt, og fra nu af voksede husene som op af jorden hele Sommeren igennem. Den brune lyng og hele hedepræget forsvandt lidt efter lidt, og hugormene, som man i den første tid kunne møde på trappestenene om morgenen, fandt efterhånden stedet for civiliseret og fortrak. To gange har jeg fundet en sådan krabat liggende på trappestenen badende sig i solens stråler.

Naboer kommer til

Det havde naturligvis sine behagelige sider at se den øde hedemark blive dækket med rækker af teglhængte huse, men det havde også sine mindre behagelige sider. Efterhånden som lyngen forsvandt ved de mange byggegrundes udgravning og den tiltagende færdsel, fik vinden tag i det underliggende løse sand. En vældig sanddrive flyttedes under forskellige vindretninger skiftevis fra vor nabo over til os og fra os tilbage til naboen. Når en sydøstlig vind havde flyttet driven over til os, kom naboen gerne og sagde: ”Tak for lån!” Og vi gjorde ligeså, når en nordvestenstorm havde flyttet den tilbage igen.

Let moderniseret udgave. Trykt første gang i Esbjerg Avis, tirsdag d. 27. Juni 1893.