Man undgik helst at rejse

Før jernbaner blev udbredt i Danmark, var det meget besværligt at rejse fra en ende af landet til en anden. De fleste rejser foregik med hestevogne over ujævne landeveje, og skulle man have sine kreaturer med sig, kunne man blive nødt til at foretage rejsen på gå-ben. De fleste undgik derfor helt at rejse, da det let kunne betyde, at man var væk hjemmefra i meget lang tid ad gangen.

Derfor var de fleste sogne på landet i Danmark selvforsynende, og i begyndelsen af 1800-tallet var det almindeligt, at folk på landet aldrig havde været uden for deres hjemstavn. Der var jo køer, der skulle malkes, og marker, der skulle pløjes, så længere rejser var forbeholdt de velhavende og købmænd.

Den første jernbane i kongeriget Danmark

I den sidste halvdel af 1800-tallet kom der flere og flere  jernbaner rundt omkring i Europa. Med tog kunne der transporteres store mængder gods over længere afstande. I lande som fx England vandt jernbanen hurtigt frem og kom til at spille en stor rolle i landets industrialisering. I bondesamfundet Danmark åbnedes den første jernbane i 1844 og løb imellem Altona og Kiel i det daværende danske hertugdømme Holsten. I 1847 kom den første jernbane i kongeriget Danmark, og den løb imellem København og Roskilde.

Lov om anlæggelse af havn i Esbjerg og jernbane dertil

Da loven om Esbjerg Havn blev vedtaget, vedtog Rigsdagen samtidig at anlægge en jernbane til den nye havn. Under forhandlingerne om havnen i Folketinget blev det bemærket, at en ny havn på Jyllands Vestkyst ville være ubrugelig uden en jernbane til at transportere varerne frem til den. Danmark var i anden halvdel af 1800-tallet begyndt at eksportere flere og flere varer til England og hvor man tidligere måtte vandre til udskibningsstederne med alle sine kreaturer, kunne man nu sende dem med jernbane og få dem hurtigere og federe frem til det engelske marked. Samtidig åbnede jernbane og dampskibe for eksport af varer som æg og smør, som tidligere havde været svære at få frem til udenlandske markeder i god kvalitet på grund af transporttiderne over land og vand.

"Jernbanefeber"

Man kan roligt sige, at hele Europa på denne tid var ramt af en ”jernbanefeber”, hvor jernbaner i kilometervis blev anlagt rundt omkring. I Danmark var jernbanens betydning også til at se i de byer, der var så heldige at få en jernbanestation. En by som Bramming kom til at ligge på jernbaneruten fra Lunderskov til Esbjerg, hvilket betød, at byen oplevede en økonomisk opblomstring og blev til den by, vi kender i dag. Man kaldte disse nye byer for stationsbyer. 

Ingen jernbane kunne betyde Ribes ruin

Imens Bramming og Esbjerg kan takke jernbanen og havnen for deres positive udvikling, måtte Ribe derimod kæmpe hårdt for at blive koblet på jernbanenettet og dermed få mulighed for bedre at tiltrække handlende til byen. I Ribe var bekymringerne over at stå uden for jernbanenettet så store, at man ligefrem valgte at ansøge Folketinget om at få banen til byen. Man frygtede, byen ville blive ruineret uden jernbanen.

Den 3. juli 1874 blev jernbanen til Esbjerg indviet. Den var 55,6 km. lang og gik fra Lunderskov over Bramming til Esbjerg. Samme dag blev 17,8 km. jernbane imellem Esbjerg og Varde indviet. Ribe fik en stikbane på 23 km. fra Bramming i 1875. Denne bane sikrede, at også Ribe blev en del af det jernbanenet, der voksede op omkring Esbjerg.