2.0 Introduktion: Havnen ved Esbjerg

Hvad udad tabes, skal indad vindes

Da Danmark efter krigen i 1864 havde mistet hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt Lauenborg, var riget blevet 1/3 mindre, så det blev et mål for danskerne at finde nye muligheder. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes!” Ikke nok med, at riget var blevet mindre, det havde også mistet hertugdømmernes havne med nem adgang til Nordsøen og eksportmarkederne. Især tabet af Hamborgs havneby Altona var hårdt for økonomien. Derfor besluttedes Rigsdagen at undersøge mulighederne for et havnebyggeri på Vestkysten.

Dokhavn, men hvor?

I Nordsøen skifter vandstanden fra lavvande til højvande to gange i døgnet, så der var ingen diskussion om, at den nye havn skulle være en dokhavn med sluseport til at regulere vandstanden. Der var også enighed om, at den skulle anlægges på egnen mellem Varde og Ribe, så der var kort transport over land fra Fyn og Sjælland. Både Varde og Ribe ville gerne have den nye havn, men lå ikke ved kysten. Man besluttede sig for at bygge ved Esbjerg Klev, hvor afstanden fra land til sejlrenden var kort, og Skallingen og Fanø kunne yde sejlskibene læ.

Loven af 24. april 1868

Rigsdagen vedtog loven om byggeri af havn ved Esbjerg i april 1868. Der blev vedtaget et budget på 600.000 rigsdaler. Havnen skulle kunne tages i brug 1871, men var dog først færdig i 1874. Der blev købt jord til havneanlægget, nemlig en strimmel langs kysten, markeret med tre plovfurer  (i dag: Englandgade – Havnegade – Stormgade), og til en jernbanestation (i dag: Exnersgade). 

Skovle, trillebøre og havnebisser

Der boede ganske få mennesker i området, slet ikke nok til det enorme jordarbejde, der skulle udføres med ’håndkraft’, skovle og trillebøre. Der var brug for arbejdskraft udefra. Og havnebisserne kom hurtigt til i håbet om at tjene penge. Det var et slid at grave ud til dokhavn og til adgangsveje i skrænterne ned til byggeriet. Bygherrerne regnede med, at arbejderne ville rejse tilbage til deres fødeegn eller finde arbejde ved et andet af tidens store alægsarbejder, når arbejdet i Esbjerg var slut, men sådan gik det ikke. Efter en start i usle boliger begyndte folk at bygge små stenhuse uden for plovfurerne. En by blev til.

Det begyndte med kreaturer, men nye aktiviteter kom hurtigt til

Det begyndte som planlagt med eksport af levende kreaturer, grise og får. I en lind strøm blev de trukket eller gennet ned på havnen og sejlet til England. Snart inviterede de første fiskere fra Fanø og Hjerting sig selv ind i havnen og begyndte at fylde op i den del af havnebassinet, der lå nærmest land, og hvor der endnu ikke var kaj. Endelig begyndte DFDS i juni 1875 helt uventet med passagertrafik til England. Pladsen i havnen begyndte at blive trang, og da eksport af levende dyr blev mødt med told i både England og Tyskland i 1879, omlagde dansk landbrug produktionen til bacon og smør, som var meget efterspurgte varer på det engelske marked, og som med fordel kunne afsættes via Esbjerg Havn. På grund af de uventede aktiviteter måtte havnen udvides, og fra 1887-1888 blev der ikke blot anlagt en dybvandskaj uden for Dokhavnen, men en egentlig fiskerihavn med plads til ti fiskerbåde og Fanøfærgen.

Smør, bacon og fisk – samt kul 

Eksporten af smør og bacon fik stor betydning for udviklingen i Esbjerg By og på havnen, for Esbjerg blev centrum for dansk landbrugs eksport af disse varer. Og da de mange andelsmejerier og
-slagterier havde brug for kul som drivkraft, begyndte kulimporten også via Esbjerg Havn. En slags ”opvarmning” til industrialiseringen, som snart fulgte. Størst betydning for havnens og byens videre vækst fik dog fiskeriet, som hurtigt kom ind i en rivende udvikling. I 1890 vandt snurrevoddet indpas, og på det tidspunkt fiskede 18 fiskerfartøjer fra Esbjerg hovedsageligt med line, mens 36 udenbys fartøjer fiskede med snurrevod. Årligt beløb omsætningen sig til ca. 87.000 kr. I 1903 fiskede 98 Esbjerg-fartøjer, 135 joller og 73 udenbys fartøjer fra Esbjerg Havn, og alle brugte snurrevod og havde motor. Udbyttet var på 1.174.276 kr. årlig. Fiskeriets voksede i samme takt i Esbjerg, indtil det omkring 1970 kulminerede med over 700 kuttere indregistrerede i Esbjerg.