1.3 Fra historiebogen: En ny tid

I forbindelse med strukturreformen i 2007 udgav Esbjerg kommune en bog om den kommende kommunes fortid og fremtid. Om baggrunden for at anlægge en ny havn skriver bogen følgende:

Kilde:

Danmark mister Slesvig, Holsten og Lauenborg

I 1864 tabte Danmark krigen mod Preussen. Det betød, at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg måtte afstås, dog med en indføjelse i fredstraktaten fra 1866 om, at befolkningen i de nordligere distrikter af Slesvig ved en folkeafstemning kunne afgøre, om de ønskede at vende tilbage til Danmark eller ej.

Den gamle landegrænse blev kaldt for Kongeågrænsen, men den fulgte dog ikke åen hele vejen, for så ville Danmarks ældste by Ribe også være kommet på preussiske hænder. Desuden havde den danske kongemagt siden Dronning Margrethe I’s tid ejet mindre jordområder i hertugdømmerne, og disse såkaldte kongerigske enklaver havde hertugerne ikke kontrol over. De hertugelige og kongelige områder lå blandet mellem hinanden. I samme by kunne nogle gårde derfor være omfattet af lovgivningen for hertugdømmerne og andre af lovgivning for kongeriget. Set fra en administrativ synsvinkel var det noget værre rod, og forskellene slog igennem i det store såvel som i det små.

Ribe mister opland. Danmark mister sine eksporthavne på Vestkysten

For Ribe betød den nye grænse tab af opland mod syd. Danmark som helhed tabte også de havne, som landet ellers havde haft ved den jyske vestkyst, for de lå i Husum, Tønning og Altona. Fra Tønning var der endda blevet lavet en jernbane til Kiel, et første bud på en løsning af fremtidens transportbehov. Efter 1864 var alle tre havne på preussiske hænder.

Krav om ny havn i Vestjylland - men hvor?

Fredsafslutningen i 1866 udelukkede ikke Danmark fra at bruge sine tidligere vestkysthavne mod syd, men politisk opstod der krav om en ny havn på den danske del af den jyske vestkyst. Der var behov for en havn, som kunne bruges til den danske eksport af levende kreaturer og svin til især England. I Hjerting havde private allerede fra 1847 forsøgt sig med direkte dampskibsforbindelse til England fra Hjerting med transport af varer, passagerer og post. Problemet var imidlertid dampskibenes ringe anløbsmuligheder. Det problem forsøgte et privat selskab at afhjælpe med en landingsbro, der gik fra land ud til sejlrenden. Selskabet havde dog ikke penge nok til at lave en landingsbro, der var tilstrækkelig solid til at klare naturens kræfter på stedet. Storme og isskruninger ødelagde broen flere gange, og til sidst løb selskabet tør for penge til at sætte broen i stand for og gik derfor konkurs. Det gode egetømmer blev solgt på offentlig auktion, og den 9. november 1863 holdt bestyrelsen sit sidste og afsluttende møde. Da spørgsmålet om en havn på den jyske vestkyst så blev aktuelt igen på grund af udfaldet af krigen 1864, kom Hjerting ikke ind i billedet. Det gjorde Ribe og Nordby på Fanø heller ikke, selv om begge byer havde havne og tidligere havde budt på et havneanlæg. Ribes problem var den lave vanddybde og behovet for en lang og dyb sejlrende ind til havnen. For Nordby var problemet, at byen lå på en ø, og at alle varer først skulle transporteres derover for så at blive transporteret videre.

Uddrag af ”En ny tid” og ”En ny grænse”, s. 42-44 i: Esbjerg Kommune. Mellem fortid og fremtid. Esbjerg Kommune 2006.