1.0 Introduktion: Sydvestjylland før havnen

1.0 Introduktion: Sydvestjylland før havnen

En kirke, en kro, et par skoler, nogle gårde og huse samt et par ladepladser

Der var øde, som i virkelig øde.  I Jerne Sogn boede der omkring 1868 lidt over 700 personer, og de delte kirken i Jerne og et par skoler. Gårde og huse var samlet i en række bebyggelser, og bebyggelsen Esbjerg bestod omkring 1868 af to gårde og tre huse og havde 23 indbyggere. I nabobebyggelsen Strandby lå ud over gårde og huse også en landevejskro, Strandby Kro. Når flaget på kroens flagstang blev hejst, kunne den kgl. privilegerede færgemand på Fanø se, at der var folk på landsiden, der gerne ville sejles over til øen. I Jerne Sogn var det småt med ordentlige veje, og når man færdedes i træsko eller på bare fødder tværs over heden, mødte man kun sjældent andre. Mod syd lå Ribe med sine ca. 3.500 indbyggere og nord lå Varde, men de to gamle købstæder kom man som regel kun til for at købe varer som kaffe, ris og tobak, hente medicin på apoteket eller blive indlagt på hospitalet.

 

En rejse fra København til Hjerting tog 40 timer

At møde folk fra andre dele af landet var en stor sjældenhed. En mand rejste i 1851 fra København til Hjerting, fordi han derfra skulle videre til England. Først skulle han med toget til Roskilde, hvor han kom videre fra med diligence til Korsør. Undervejs skiftede diligencen heste i Ringsted. For at krydse Storebælt måtte han rejse med dampskib i tre timer for derefter at rejse med diligence via Odense til Assens. Herfra gik der sejlskib over Årøsund til Haderslev, hvor han kunne tage en åben vogn til Hjerting med hesteskift i Ribe. Turen varede i alt to døgn. Det var ikke så underligt, at folk i hovedstaden intet kendskab og forhold havde til Vestjylland. Det var for dem som ”in the middle of nowhere”. Til gengæld var folk i Vestjylland ikke ukendte med verden omkring Nordsøen, for der kunne man sejle til. Og det gjorde man.
 

Ladepladser og anløbssteder

Trafikken til søs foregik i små, fladbundede fartøjer, der kunne sejle i det lave Vadehav. Everten var en sådan skibstype. Fartøjerne var afhængige af høj- og lavvande: Ved lavvande kunne de ligge på havbunden, og vognene inde fra land kunne køre tæt på, når der skulle losses eller lastes. Derpå skulle skipper bare afvente højvande, hvor båden slap fri af havbunden, og der kunne sejles til bestemmelsesstederne, som ofte var Fanø, Manø, Ribe eller Hjerting, der var ladeplads for Varde. Var fragten tung kunne andre steder også anløbes – på grund af de dårlige veje og ingen jernbane var transport til søs at foretrække. Der blev især sejlet med korn, tørv, hø, mursten og tømmer. Der var flere ladepladser og anløbssteder i Esbjergområdet. Roborg og Hjerting var desuden toldsteder, og ved nogle af ladepladserne blev der tilmed drevet kro, hvor man kunne drikke lidkøb (= indtagelse af kaffepunch og/eller øl for at markere en indgået handel), og hvor der altid var nyt at høre.

 

Købstaden Ribe

Ribe havde en god og sikker havn, som man kom ind til fra Vadehavet via Ribe Å. Fra Skibbroen i Ribe kunne man komme helt til fx Hamborg og Altona. Desværre sandede åen langsomt til, og da skibstyperne samtidig blev større, blev det vanskeligt at sejle på Ribe. Der måtte lades om fra de større skibe til fladbundede pramme, der kunne fragte varerne det sidste stykke ind til Ribe. Dette ekstra stykke arbejde fordyrede handlen via Ribe. Da Danmark efter nederlaget i 1864 mistede Slesvig, Holsten og Lauenborg, kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen mistede derved sit sydlige opland og Danmark mistede myndigheden over de havne, der lå på vestkysten i det tabte land.

 

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookies til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.
Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.

Acceptér ikke cookies Acceptér kun funktionalitetscookies Acceptér alle cookies