Beslutningen om at anlægge en havn ved Esbjerg blev truffet med en lov af 24. april 1868. På grund af nederlaget i krigen i 1864 havde Danmark mistet Slesvig, Holsten og Lauenborg og dermed vigtige havne på Vestkysten som Husum, Tønning og Hamborgs havn Altona. Selv om havnene stadig lå der og kunne bruges, ønskede danskerne en erstatningshavn inden for riget.

Loven om anlæg af Esbjerg Havn blev fulgt op af en beslutning om anlæg af en jernbane mellem Lunderskov og Varde. Den satte det ellers isolerede Vestjylland i forbindelse med resten af Danmark og skabte forbindelse til hele verden via Esbjerg Havn.

Behovet for en havn skyldtes først og fremmest dansk landbrugs eksport af levende kreaturer, svin og får til England. Dog var havnen næppe åbnet, før de første fiskere fandt vej til Dokhavnens beskyttede og rolige vand sammenlignet med Nordsøens urolige og hårde sø. Efter fiskernes ankomst fulgte en fast passagerrute til England, som ingen havde forestillet sig komme. Og da eksporten af levende dyr blev mødt med told i både England og Tyskland i 1879, lagde dansk landbrug produktionen om til smør, bacon og æg – meget efterspurgte varer på det engelske marked og som danske bønder kunne levere i store mængder i ens kvalitet takket være de mange andelsmejerier, der blev oprettet fra 1882.

Fra 1888 fulgte andelssvineslagterierne, som producerede bacon efter englændernes smag. Den korte afstand over Nordsøen gav Danmark en fordel i transporten af et fordærvelige varer som smør. Yderligere var Esbjerg Havn isfri, så selv i hårde isvintre som 1887-88 og 1892-93 kunne landbrugseksporten til England foregå næsten uhindret.

Det omlagte danske landbrug havde brug for foder- og gødningsstofferne, og andelsmejerier og andelsslagterier skulle bruge kul som drivkraft. Disse udenlandske produkter var velegnet til at blive importeret via Esbjerg Havn, og da industrialiseringen for alvor kom i gang i 1890’erne, blev der yderligere aktivitet på havnen, som stort set måtte udvides hvert tiende år. Også industrien havde brug for råvarer og kul fra udlandet, og også de kunne med fordel indføres via Esbjerg Havnen. Skulle de ikke bruges i Esbjerg, kunne jernbanen bruges til transport til andre byer.

Den sidste store udvidelse på havnen, som skete lige efter år 1900, skyldtes fiskeriet. Der var kommet mange flere og større kuttere til Esbjerg, og de begyndte at få motorkraft. Fiskeriet blev i de følgende tiår ”lokomotivet” i at trække udviklingen videre ikke blot i Esbjerg, men i hele Sydvestjylland. Det kunne ses ved, at

• ved Esbjerg opstod en helt ny by, som hurtigt blev en af landets største
   

• langs jernbanen opstod de såkaldte stationsbyer som f.eks. Bramming
   

• den gamle købstad Ribe måtte finde en ny rolle, da den økonomiske vækst fulgte den nye infrastruktur.

Ændringerne i infrastrukturen og de økonomiske forhold, som fandt sted i denne periode, var voldsomme. Befolkningen, som i hovedsagen havde været beskæftiget i landbruget, flyttede til byerne og blev arbejdere, fiskere, butiks- og kontoransatte eller åbnede deres egen forretning. Og i Esbjerg mødte de folk fra hele verden: Folk fra Grimstrup eller Hjerting, fiskere fra Klitten, fynboer, københavnere, svenskere, nordmænd, tyskere, italienere og såmænd også hjemvendte udvandrere fra USA, som ikke havde fundet guldæblerne på træerne derovre. Anderledes her, for som det hed i samtiden: ”I Esbjerg var der bedre chancer”.

Indbyggerne i Sydvestjylland fik bestemt også deres tilværelse ændret i de år, der fulgte efter anlæggelsen af havnen. Først var de fleste i området bønder. Så kom ”bisserne”, der hjalp med at anlægge havnen – og efterhånden kom de fleste til at bo i byen. Derfor hedder materialet BondeBisseBorger.dk.